
2025 blev endnu en gang et rigtig flot år for Team Marlboro
Igen et fantastisk år på Siegerschau med flere topplaceringer var resultaterne efter 4 anstrengende, spændende, nervepirrende og super gode dage i Nürnberg. I alt stillede vi 6 hunde dernede.
Det var som altid en nervepirrende dag om fredagen, hvor brugsdyrene skulle ind og lave forsvarsarbejde – Power, Felipe og Yenny bestod og lavede alle rigtig flot arbejde – stort tillykke til dem. Faktisk blev fremhævede dommeren i sin præsentation af opdrætsklassen, at vores hunde havde lavet det bedste forsvarsarbejde – tak til Kim, Annette og Søren for jeres ihærdige arbejde igennem hele året for at nå hertil.
For Kim og Power lykkedes det i tredje forsøg at gå fri ved fod hen til overfaldet, se det var nervepirrende, i hvert fald for os på lægterne!! Der udbrød en kæmpe jubel fra gruppen. Dommer af forsvarsarbejdet Jochen Prall, udbrød “Danish Dynamite” i mikrofonen!
Efter en pause siden 2021 stillede vi igen en opdrætsklasse bestående af Power, Luton, Felipe og Yenny efter 4 mødre og 4 fædre – alle med brugsprøver og avlskårede. Vi fik en flot 8. plads i et meget stærkt selskab af kenneler fra hele verden. Det er vi stolte over.
Resultaterne for de enkelte dyr blev:
- Team Marlboro Power – Gebrauchshundklasse Rüden V 47
- Team Marlboro Felipe – Gebrauchshundklasse Hündinnen V 37
- Team Marlboro Yenny – Gebrauchshundklasse Hündinnen V 45
- Team Marlboro Luton– Junghundklasse Rüden SG 19
- Team Marlboro Pumba – Jugendklasse Rüden 87
- Filippa von Tronje – Jugendklasse Hündin SG 24
Søndag er altid spændende når der skal løbes fri ved fod i brugsklasserne. Kim, Lau og Søren lavede en mega flot præsentation af deres hunde, ja Søren fik endda det skønne kælenavn: Det blå kuglelyn!!
Rent socialt har det igen været et fantastisk Siegerschau. Rigtig mange af vores trofaste hvalpekøbere / hundevenner var fulgt med til Nürnberg og boede hos Frau Löhner, vi var 33 i alt, og på stadion var vi en gruppe på ca. 35.
I år var der mange der var med til Siegerschau for første gang og det har helt sikkert været en kæmpe oplevelse for dem – vi håber I vil med igen.
Vi vil slutte med at sige stort tillykke med de flotte resultater og tak for det kæmpe arbejde, der er lagt i træningen af hundene og fremstillingen af hundene igennem sæsonen på mange skuer i Danmark og Tyskland. Tak til alle der har bidraget med stort som småt.
Endnu en gang vil Per og Gordon sige tak til alle der var med på den lange tur til Nürnberg uden at stille hund. I var med til at skabe en fantastisk stemning ikke mindst på det store stadion da vi præsenterede vores opdrætsklasse og hver gang de forskellige hunde vandt pladser, så blev der hujet og piftet.
Endnu en gang har flere sagt til os at vi har verdens bedste Team – og det har de sgu så evigt ret i. De er vildt benovet over den stemning der er på stadion og den sportsmanship og positivitet der altid bliver udvist. Noget hele schæferhundeverdenen kan lære noget af.
Vi synes stemningen havde fået endnu et hak opad.
Tak for alle de dejlige kommentarer og lykønskninger.
Tak alle sammen – I er med til at gøre en kæmpe forskel for de team hunde der er i ringene.
Vi er mega stolte over at I er med og ser frem til at I igen følger med til Nürnberg i 2026.
