2019 blev et fantastisk stort år for Team Marlboro
Igen et fantastisk år på Siegerschau med mange topplaceringer var resultaterne efter 4 anstrengende, spændende, nervepirrende og super gode dage i Nürnberg. I alt stillede vi 7 hunde dernede.
Det var som altid en nervepirrende dag om fredagen, hvor 4 brugsdyr skulle ind og lave forsvarsarbejde, så det var mega fedt da alle 4 havde klaret det super flot….. Djambo, Hilton, Karla og Sille – stort tillykke til dem.
Fredag standmønstrede vi også vores opdrætsklasse. En gruppe med 5 dyr med en kombination på 5,4. Dommer Ulrich Hausmann sagde adskillige gange i forbindelse med standsmønstringen at det var ”eine sehr schönne Gruppe”. Vi var meget spændte på hvordan det ville gå og det tegnede lovende for en rigtig god placering i konkurrencen. Vi opnåede en super flot plads som nr. 5 i en stærk og hård konkurrence – ja 5. bedste opdrætter i verden for andet år i træk. Det er vi meget stolte af. Opdrætsklassen bestod af: Hilton (VA 9), Djambo (V 40), Apollo (SG 52), Karla (V 37) og Inez (SG123).
Lørdag morgen gik det løs for Inez, Sille og op ad formiddagen for Djambo. Team Marlboro Djambo kom på første pladsen i ring 2 og blev derfor rykket op i ring 1, så søndag skulle han i ringen igen.
I alle vores år som opdrættere har vi drømt om at skulle gå ind på det store stadion med en afkomsgruppe efter en af vores hanner. Lørdag eftermiddag gik drømmen i opfyldelse, da vi var med inde på stadion og præsentere Hiltons afkomsgruppe i alt 28 dyr. En fantastisk oplevelse. Flere af hans afkom opnåede topplaceringer – SG 31 (UH), SG 8 (YH), SG 16 (YH), SG 44 (YH), SG 2 (YT), SG 14 (YT), SG 27 (YT), SG 33 (YT), SG 37 (YT) og SG 40 (YT).
Søndag morgen var vi meget spændte på hvordan det ville gå med Boss i yngste hanner. Efter et udkald som nr. 4 og en flot og professionel fremføring af Niki sluttede han på en meget flot 3. plads! En fantastisk placering i toppen af verdens bedste yngstehanner.
Søndag eftermiddag var vi spændte på hvordan Karla, Hilton og Djambo ville klare sig.
Karla strålede i ringen og sluttede på en meget flot plads som V 37.
Djambo blev kaldt ind som den 10. sidste da han jo var den første af de 10 bedste hanner fra ring 2. Han løb en flot travmønstring og vandt da også yderligere 6 pladser.
Hilton opnåede en super placering som VA 9. Det er faktisk første gang i historien, at en dansk opdrættet, stockhåret schæferhan opnår VA i Tyskland. Hilton opfylder det hele og repræsenterer tillige en “alternativ” linje, som man gerne vil fremme. Han stillede desuden en meget stor og kvalitativt overbevisende afkomsgruppe om lørdagen, så der er virkelig tale om en særdeles velfortjent titel.
Resultaterne for de enkelte dyr blev:
- Team Marlboro Hilton – Gebrauchshundklasse Rüden VA 9 – første danske stockhårede han med titlen VA!
- Team Marlboro Djambo – Gebrauchshundklasse Rüden V 40
- Team Marlboro Karla – Gebrauchshundklasse Hündinnen V 37
- Team Marlboro Sille – Gebrauchshundklasse Hündinnen V 83
- Team Marlboro Apollo – Junghundklasse Rüden SG 52
- Boss von der Salehof – Jugendklasse Rüden SG 3
- Team Marlboro Inez – Jugendklasse Hündinnen SG 123
Rent socialt har det igen været et fantastisk Siegerschau. Rigtig mange af vores trofaste hvalpekøbere / hundevenner var fulgt med til Nürnberg og boede hos Frau Löhner, vi var 36 i alt.
Vi vil slutte med at sige stort tillykke med de flotte resultater og tak for det kæmpe arbejde, der er lagt i træningen af hundene og fremstillingen af hundene igennem sæsonen på mange skuer i Danmark og Tyskland. Tak til alle der har bidraget med stort som småt.
Sidst men ikke mindst tak til alle der var med på den lange tur til Nürnberg uden at stille hund. I var med til at skabe en fantastisk stemning ikke mindst på det store stadion da vi blev nr. 5 med vores opdrætsklasse og hver gang de forskellige hunde vandt pladser, så blev der hujet og piftet.
Nikolaus Messler, Lothar Quoll og flere andre har sagt til os at vi har verdens bedste Team – og det har de sgu ret i. De er vildt benovet over den stemning der er på stadion og den sportsmanship og positivitet der altid bliver udvist. Noget hele schæferhundeverdenen kan lære noget af.
Tak for alle de dejlige kommentarer og lykønskninger.
Tak alle sammen – I er med til at gøre en kæmpe forskel for de team hunde der er i ringene.
Vi er mega stolte over at I er med og ser frem til at I igen følger med til Nürnberg i 2020.
Billeder fra et fantastisk Siegerschau